Arbejdsområde: Digitale drænkort
Torben Madsen's drænkort
For mange landmænd er gamle og upræcise drænkort en daglig udfordring, når dræn skal findes, repareres eller vedligeholdes. Sådan var det også for Torben Madsen ved Haderslev, der hidtil har brugt unødig tid på at lokalisere skjulte drænledninger i jorden. Men med digitale drænkort direkte på smartphonen har Torben nu fået fuldt overblik over sine dræn – og kan finde dem med stor præcision.
Torben Madsen dyrker cirka 450 hektar jord på sine ejendomme udenfor Haderslev. Torben og hans ansatte varetager selv vedligehold og reparation af drænledninger på markerne, også på de tilforpagtede jorde.
Typisk er der 5 – 10 drænkort pr. 100 hektar jord. Drænkortene er i mange tilfælde gamle, og der kan sagtens være flere stumper af drænkort til den samme mark. Det kan derfor godt være svært at orientere sig og få det fulde overblik.
Indtil dato har Torben, for ikke at beskadige de gamle drænkort, taget kopier af drænkortene med ud i traktoren, når han skulle finde de dræn, der skulle repareres, spules med mere. Men kortenes unøjagtighed gjorde, at han brugte megen tid på at lokalisere drænene. I nogle tilfælde gik op mod halvdelen af dræningstiden med at lokalisere og grave efter dræn.
Nu har Torben har fået samlet alle sine drænkort, så de kan bruges i hans smartphone sammen med kort over marken. Telefonens GPS fortæller Torben præcist, hvor han står i forhold til de drænledninger, der er tegnet ind på det digitale drænkort. Det betyder, at han kan finde drænledningerne helt ned til ganske få meters nøjagtighed, hvilket er til en meget stor hjælp.
Til sommer skal Torben i gang med at indtegne de nye drænledninger, så hans digitale drænkort er fuldstændigt opdateret. Det klarer han ved hjælp af sin Smartphone og med lidt hjælp fra LandSyd.