Arbejdsområde: Udstykning og skel
Alt fra veje til vindmølleparker
Privat praktiserende landinspektører med beskikkelse fra staten er de eneste, som kan foretage matrikulære arbejder i Danmark. Matrikulære arbejder dækker over skelfastlæggelse, udstykning af nye ejendomme, arealoverførelse mellem ejendomme, sammenlægning af ejendomme og skelforretninger. Det vil sige, at LandSyd kan hjælpe dig med alle former for ændringer af din faste ejendom, om du sælger et stykke havejord til naboen eller udstykker 30 nye parcelhusegrunde.
LandSyds historie kan føres helt tilbage til 1880’erne, og vi har lige siden arbejdet som privat praktiserende landinspektører for alle former for kunder og med alle former for opgaver. Du får derfor en adgang til en enorm erfaring og lokalkendskab ved at vælge LandSyd. Herunder kan du læse mere om et udsnit af de mest almindelige typer opgaver vi udfører inden for det matrikulære område
Hvis du og din nabo ikke kan blive enige om skellets placering, kan det være nødvendigt at gennemføre en skelforretning. Det er en juridisk proces, hvor en beskikket landinspektør vurderer sagen ud fra historisk materiale, matrikeloplysninger og forholdene i marken. LandSyd varetager hele processen og fungerer som en slags upartisk dommer. Vi forsøger altid at opnå forlig mellem parterne, men hvis det ikke lykkes, kan vi træffe en bindende afgørelse, som efterfølgende kan ankes til byretten. Skelforretninger kan være komplekse og følsomme – derfor lægger vi vægt på tydelig kommunikation, grundig dokumentation og professionel håndtering hele vejen igennem.
Er skelpælene forsvundet, eller er du i tvivl om, hvor skellet til din ejendom præcist går? Så kan LandSyd hjælpe med en skelretablering. Vi genskaber den oprindelige skelgrænse ud fra historiske måleoplysninger, matrikulære kort og registreringer, og foretager samtidig opmåling på stedet for at sikre korrekt placering. Skelretablering er relevant, hvis du f.eks. skal opsætte hegn, bygge tæt på skel, eller blot ønsker klarhed over din ejendoms grænser. Vi markerer skellet tydeligt med nye skelpæle og sikrer, at alt dokumenteres korrekt og i overensstemmelse med gældende regler.
Hævd er et meget omdiskuteret begreb, og de fleste danske grundejere er bekendt med bestemmelsernes hovedtræk, uden på noget tidspunkt at have været involveret i en hævdssag.
Vurderinger af om der kan være vundet ejendomshævd er en hverdagssituation for landinspektøren, da det har betydning for enhver skelfastlæggelse.
De gældende hævdsregler findes i Danske lov fra 1683, og loven har bestået uændret i mere end 300 år, men kan dateres endnu længere tilbage. Der findes således hævdsbestemmelser i Jyske Lov fra 1241, der på nogle områder har samme hovedtræk i kravene til at vinde hævd.
Hævdsreglerne i Danske Lov 5-5-1 siger således at ” »Hvis Gods og Ejendom nogen haver haft i Haand og Hævd i tyve Aar Ulast og Ukært til Tinge, det beholder Hand, uden anden Adkomst at fremvise, angerløst og Uafvundet, med mindre det bevisis, at Hand hafde det, enten til Pant, eller i Forlæning, eller i Forsvar«”
Der er herved 5 forskellige forudsætninger, der skal være opfyldt i alle hævdssager.
De fem punkter der alle skal være opfyldte betyder, at hvis du igennem mere end 20 år har brugt en del af naboen grund, uden at dig og naboen har haft en aftale om det, så kan du have vundet hævd på arealet.
For at få afklaret om der er tale om hævd, skal du kontakte landinspektøren og bede om en undersøgelse af forholdet. Landinspektøren vil foretage en undersøgelse af forholdene på stedet, opmåling af det matrikulære skel (grænsen da grunden blev udstykket) og ejendomsgrænsen (den fysiske grænse i marken), tale med naboen og gennemgå forskelligt materiale, for at fastslå, om alle betingelserne for hævd er opfyldt.
Landinspektøren vil udover ovenstående også tage udgangspunkt i tinglysningslovens bestemmelser om godtroende erhververe og deres mulighed for at fortrænge hævd, i forhold til tinglysningslovens bestemmelser.
Kontakt os gerne for en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig.
Når den fysiske brug af et areal ikke stemmer overens med de registrerede ejendomsgrænser i matriklen – f.eks. hvis en indkørsel, et hegn eller et bed er placeret forkert – kan der være behov for ejendomsberigtigelse. Det kan også være aktuelt, hvis ældre ejendomshandler aldrig er blevet matrikulært registreret. Hos LandSyd undersøger vi de faktiske forhold på stedet, vurderer skellene i forhold til matrikelkortet og bistår med nødvendig dokumentation og indberetning til myndighederne. En ejendomsberigtigelse sikrer, at ejendommens registrerede grænser stemmer overens med virkeligheden – og dermed minimerer risikoen for tvister eller fejl ved fremtidige handler.
Ved overførsel af et areal fra én ejendom til en anden – f.eks. når du sælger et stykke have til naboen – er det et krav, at en beskikket landinspektør står for sagen. En arealoverførsel indebærer opmåling, juridisk dokumentation og koordinering med myndighederne. Hos LandSyd håndterer vi hele processen fra start til slut. Vi sikrer, at begge grundejere er korrekt informeret, tjekker servitutter, adgangsforhold, planforhold og pantehæftelser, og sørger for, at overførslen kan tinglyses uden komplikationer. Det giver dig tryghed og sikkerhed for, at handlen gennemføres korrekt og varigt.
Hvis du ejer to eller flere ejendomme, som ligger op til hinanden, kan det være fordelagtigt at få dem sammenlagt til én samlet ejendom. Det kan gøre administrationen enklere, forbedre mulighederne for bebyggelse eller ændre beskatningsgrundlaget. Sammenlægning kræver, at ejendommene ligger i samme sogn og kommune, har fælles ejer, og at der ikke er tinglyste forhold, som forhindrer en samling. LandSyd står for vurdering, opmåling, indberetning og kontakt til myndighederne, og vi sikrer, at sammenlægningen sker korrekt, effektivt og med fuld dokumentation.